Den trofaste musikmester

De trofaste musikmestre

De trofaste musikmestre

I barokkens musikliv, såvel som nu, gjaldt det ikke kun om at være god til sit håndværk – man skulle også være en god forretningsmand. Denne forretningssans besad komponisten Georg Philipp Telemann. Han udgav bl. a. et tidsskrift hver 14. dag med titlen ”Der getreue Musikmeister”. Et nummer kunne indeholde de to første satser af en sonate – og ville man gerne have de to sidste satser, måtte man købe næste nummer, når det udkom 14 dage senere. Fuldstændig som Anders And blade eller Familie Journalen, hvor man dog kun behøver at vente en uge med at få fortsættelsen på historien!

Telemann har jubilæum i 2017, hvor vi fejrer 250-året for hans død. Kender man ikke meget til Telemann – der oven i købet har komponeret flere værker end Bach og Händel tilsammen – så vil der til denne koncert være rig lejlighed til at stifte bekendtskab med hans kammermusik. Derudover bliver der spillet musik af nogle af de komponister som Telemann kendte personligt, bl. a. Bach. Telemann var i øvrigt Gudfader til Bach’s søn, Carl Philipp Emanuel.

I baroktiden var kammertonen en halv tone lavere end den er nu. For strygeinstrumenter betyder det, at strengene ikke var spændt nær så hårdt som de er i dag, og blæseinstrumenter var lidt større og klang lidt blødere. Denne mere sarte og delikate lyd klæder barokmusikken utroligt godt. Men dermed ikke sagt, at der mangler temperament i denne musik! Der er masser af følelser og affekter i den gamle musik, som fremføres af fire specialister på området:

Karina Agerbo, blokfløjte

Karin Samuelsson, barokviolin

Kjeld Lybecker Steffensen, barokcello

Leif Meyer, cembalo

 

Koncert i Sct. Nikolai kirke, Køge, d. 1. juli 2015

Koncert i Klostermarkskirken, d. 26. august 2015

Koncert i Vestkirken, d. 3. september 2016

Koncert i Skovshoved kirke, d. 4. september 2016

Koncert i Lindevang kirke, d. 2. marts 2017