Lovsynger Herren
Blomstrende tysk barokmusik
Europæisk kulturudveksling fandtes længe før det globale internet og EU. Allerede i 1600- og 1700-tallet var der et blomstrende kulturliv på tværs af landegrænser. Med udgangspunkt i den tyske barok, har mezzosopranen Ulla Munch og Kirsebergskvartetten sammensat et program med komponister, der i løbet af deres liv virkede i flere europæiske lande. Koncerten indeholder sonater og kantater af Buxtehude, Schütz, Rosenmüller, Muffat og Telemann. Teksterne er hovedsagligt hentet fra salmernes bog i Det Gamle Testamente og lovpriser Gud og skaberværket.
Buxtehude kom fra Danmark og bosatte sig i Tyskland, mens Schütz tog den modsatte vej, for at arbejde ved det danske hof. Telemann opholdt sig både i Polen og Frankrig og lod sig inspirere af den lokale musik. Muffat rejste til Frankrig og Italien for at studere hos tidens store mestre og Rosenmüller virkede mere end 20 år i Italien – hvilket imidlertid ikke var helt frivilligt, da han var på flugt fra en fængselsdom!